torsdag den 23. januar 2014

Uddannelse: Tysk

Vil du fordybe dig i tysk sprog og litteratur? Er du fascineret af tysklands historie? Og vil du vide mere om den tyske kultur? Så er uddannelsen i tysk helt sikkert noget for dig.
Som studerende på tysk bliver du først og fremmest god til at tale, skrive og læse tysk, men uddannelsen er meget mere end bare et sprogstudium. På uddannelsen i tysk kommer du også til at få et solidt kendskab til tysk historie og kultur. Tyskland er et land, der med sin placering har været Europas midtpunkt helt tilbage fra Karl den Store, over Goethe og til genforeningen af Øst- og Vesteuropa efter Den Kolde Krig. Derudover har danske idéer om folkeoplysning og national identitet tyske rødder. Studiet af tyske forhold kan derfor både gøre os klogere på os selv og give forståelse af forskelle og ligheder mellem kulturelle identiteter.


http://studier.ku.dk/bachelor/tysk/

lørdag den 11. januar 2014

Uddannelse: kommunikation og IT

Bachelor i kommunikation og it

Vil du udvikle det nye Facebook? Så skal du måske starte på bacheloruddannelsen i kommunikation og it. Uddannelsen sætter fokus på nye mediers betydning for kommunikation, samarbejde og innovation.

Mennesker bruger it-systemer både privat og i job hele tiden - ofte uden at tænke særlig meget over det. Når man skal bruge nye systemer, er det ofte svært at overskue, hvilke muligheder man har for at gå nye veje. Som studerende på kommunikation og it lærer du at tænke på tværs af tekniske muligheder og behov hos brugerne - både lige nu, men også fremadrettet.

Uddannelse: europæisk etnologi

Hvordan forstår vi vores egen og andres måde at leve på? Og hvad betyder den viden for vores eget liv? På uddannelsen i etnologi udforsker du både nutidige forhold og det historiske dagliglivs kulturelle og sociale former.

Etnologer søger ofte at integrere det historiske perspektiv i undersøgelser af nutidige forhold. Konkret kan det være en undersøgelse af kulturen på en arbejdsplads, københavnske børns idrætsvaner eller svenskernes forventninger til Øresundsregionen. På uddannelsen i etnologi går du helt tæt på de kulturelle forskelle i Danmark, Europa og resten af verden, og du vil hurtigt opdage, at virkeligheden tit giver komplicerede svar på selv de mest enkle spørgsmål.

onsdag den 13. november 2013

Uddannelse: Digitale medier og design

fra ug.dk:


Uddannelsen handler om design af og kommunikation med digitale medier, og den kombinerer medier, kommunikation og digital design.
Du lærer, hvordan hvordan man skaber gode brugeroplevelser gennem interaktionsdesign og bliver i stand til at få et budskab ud ved at lave it-designløsninger på tværs af digitale medier.
Efter bacheloruddannelsen kan du fortsætte på en kandidatuddannelse. Du vil have jobmuligheder inden for fx interaktionsdesign, i kommunikations- eller konsulentbranchen.
--------------------------------------------------
Digitale medier er medier, der benytter sig af digital teknologi som for eksempel computere og mobiltelefoner. Du kommer til at beskæftige dig med kommunikation via disse medier på flere måder.
Du kan fx komme til at arbejde med web 2.0 teknologier, hvor brugere samarbejder om at dele information. Du får forståelse for en række udfordringer som: Hvad er de sociale konsekvenser af den nye måde at kommunikere på? Hvordan oplever man de budskaber, der kommunikeres via digitale medier, og hvordan kommunikerer man for at opnå, at budskabet slår igennem?
Interaktionsdesign handler om at designe til digitale produkter og services, og at designe brugeroplevelsen, så brugerne får mest muligt ud af den. Som en del af dette kommer du til at arbejde med målgrupper, forretningsstrategi og projektledelse.
Uddannelsen er tilrettelagt, så du kan tone din uddannelse enten mod digitale medier eller mod interaktionsdesign. Toningen i de to spor starter på andet semester.
Uddannelsen er naturvidenskabelig, men trækker også på samfundsvidenskabelige og humanistiske discipliner.
Undervisningen veksler mellem kurser, øvelsestimer og selvstændigt projektarbejde. Uddannelsen samarbejder med Georgia Institute of Technology om fælles undervisningsforløb, hvor du kan tilbringe et til to semestre på GaTech, lige som studerende fra GaTech kan følge kurser på uddannelsens andet år.
Derfor foregår andet år af uddannelsen udelukkende på engelsk.
Du afslutter bacheloruddannelsen med en større selvstændig opgave, bachelorprojektet, og får den akademiske titel BSc.

mandag den 9. september 2013

Uddannelse: tv- og medietilrettelægger

Fra ug:
På uddannelsen lærer du at fortælle historier i levende billeder til medier som tv og web. Du bliver trænet i at tænke kreativt og utraditionelt samt i at udvikle ideer og koncepter.
Du lærer at styre et produktionsforløb, og du opnår forskellige tekniske færdigheder eksempelvis at styre kamera og lyd og at redigere dine optagelser sammen til en færdig produktion.
Uddannelsen kan føre til job som medietilrettelægger eller projektleder på indhold til tv-programmer eller internettet. Typiske arbejdspladser er tv-stationer, produktionsselskaber, mediehuse og kommunikationsafdelinger i større virksomheder.
--------
Uddannelsen varer i alt 4 år inklusive 1½ års lønnet praktik. Undervejs kommer du til at arbejde med tekst, billede og lyd til forskellige medieplatforme, både eksisterende og nye medier.
Du lærer bl.a. at tilrettelægge elektroniske historier, at indgå i redaktionelle processer og at styre et produktionsforløb.
Uddannelsen indeholder både obligatoriske og valgfri elementer.
Du bliver undervist i fag som:
  • Grundlæggende produktion - herunder journalistik og dramaturgi
  • Medieret
  • Nyhedsproduktion
  • Web-tv,mobile medier og videoproduktion
  • Kommunikation - målgrupper
  • Redaktionel ledelse
  • Projektudvikling og -ledelse, jura og økonomi
  • Kommunikation og innovation
Undervisningen veksler mellem klasseundervisning, gruppearbejde og projektarbejde. Der er en tæt sammenhæng mellem teori og praksis.
Uddannelsen giver ret til betegnelsen Professionsbachelor i tv- og medietilrettelæggelse. Den engelske betegnelse er Bachelor of TV and Media Management.
Uddannelsen foregår i København.

Uddannelse: Lingvistik

Fra ug:
Lingvistik betyder sprogforskning. Du beskæftiger du dig med alle aspekter af sprog, fra de mindste byggesten som lyd, grammatik og ordbetydning, til større sammenhænge som tekster og samtaler.
På uddannelsen læser du teorier om sprogenes status i en globaliseret verden. Du lærer om sprogs rolle i kultur og samfund, om sprogets psykologi og forankring i hjernen. Du får redskaber til at analysere både det talte og det skrevne sprog. Du arbejder også med den måde børn og voksne lærer sprog på.
Efter bacheloruddannelsen kan du søge optagelse på en kandidatuddannelse. Du har jobmuligheder inden for bl.a. kommunikation, undervisning, sprogteknologi, konsulentarbejde, sprogvejledning og interkulturelt arbejde i både offentlige og private virksomheder.
---------
Lingvistikken beskæftiger sig ikke kun med et enkelt sprog. Du studerer emner, der er relevante ikke kun for dansk og engelsk, men for alle de godt 7.000 sprog der tales i verden, inklusive tegnsprog.
Hovedemner er:
  • Systematikken bag ords og sætningers opbygning (morfologi og syntaks)
  • Sprogs lyde (fonetik og fonolog)
  • Ords og ytringers betydning (semantik og pragmatik)
  • Sprog i brug (samtaleanalyse og tekstanalyse)
  • Sprog, tænkning og hjerne (psykolingvistik og neurolingvistik)
  • Sprog, kultur og samfund (sociolingvistik og etnolingvistik)
Undervisningen veksler mellem holdundervisning og forelæsninger, studenteroplæg og selvstændigt projektarbejde eller selvstændige studier i et fagområde. Faglitteratur er som regel på engelsk.
Du afslutter bacheloruddannelsen med en større selvstændig opgave, bachelorprojektet, og får den akademiske titel BA.