onsdag den 13. november 2013

Uddannelse: Digitale medier og design

fra ug.dk:


Uddannelsen handler om design af og kommunikation med digitale medier, og den kombinerer medier, kommunikation og digital design.
Du lærer, hvordan hvordan man skaber gode brugeroplevelser gennem interaktionsdesign og bliver i stand til at få et budskab ud ved at lave it-designløsninger på tværs af digitale medier.
Efter bacheloruddannelsen kan du fortsætte på en kandidatuddannelse. Du vil have jobmuligheder inden for fx interaktionsdesign, i kommunikations- eller konsulentbranchen.
--------------------------------------------------
Digitale medier er medier, der benytter sig af digital teknologi som for eksempel computere og mobiltelefoner. Du kommer til at beskæftige dig med kommunikation via disse medier på flere måder.
Du kan fx komme til at arbejde med web 2.0 teknologier, hvor brugere samarbejder om at dele information. Du får forståelse for en række udfordringer som: Hvad er de sociale konsekvenser af den nye måde at kommunikere på? Hvordan oplever man de budskaber, der kommunikeres via digitale medier, og hvordan kommunikerer man for at opnå, at budskabet slår igennem?
Interaktionsdesign handler om at designe til digitale produkter og services, og at designe brugeroplevelsen, så brugerne får mest muligt ud af den. Som en del af dette kommer du til at arbejde med målgrupper, forretningsstrategi og projektledelse.
Uddannelsen er tilrettelagt, så du kan tone din uddannelse enten mod digitale medier eller mod interaktionsdesign. Toningen i de to spor starter på andet semester.
Uddannelsen er naturvidenskabelig, men trækker også på samfundsvidenskabelige og humanistiske discipliner.
Undervisningen veksler mellem kurser, øvelsestimer og selvstændigt projektarbejde. Uddannelsen samarbejder med Georgia Institute of Technology om fælles undervisningsforløb, hvor du kan tilbringe et til to semestre på GaTech, lige som studerende fra GaTech kan følge kurser på uddannelsens andet år.
Derfor foregår andet år af uddannelsen udelukkende på engelsk.
Du afslutter bacheloruddannelsen med en større selvstændig opgave, bachelorprojektet, og får den akademiske titel BSc.