Fra ug:
Uddannelsen til filmklipper giver dig både kunstneriske og praktiske kvalifikationer til at fungere som klipper af film-, tv- og videoproduktioner på professionelt niveau.
Du får bl.a. undervisning i klippeteorier og får forståelse for lydens samspil med billedet. Du vil arbejde med både teoretiske, praktiske og analytiske øvelser i forbindelse med filmiske fortælleformer.
Som færdiguddannet filmklipper kan du søge job som klipper på spillefilm, dokumentarfilm, tv-serier, kortfilm eller reklamefilm. Dine muligheder afhænger af dine evner for faget.
--------
Uddannelsen til filmklipper er en af fem faglinjer på filmuddannelsen, hvor du arbejder kunstnerisk, teoretisk og praktisk med professionel produktion af spillefilm, novellefilm, tv-serier, dokumentarisme og animation.
De fire andre faglinjer er: instruktion, foto, lyd og produktion.
Faglinjerne fungerer i et tæt fagligt og kunstnerisk samarbejde. Du modtager en del af tiden parallel undervisning i bl.a. filmhistorie, -analyse og dramaturgi og arbejder sammen om øvelser og produktioner.
I løbet af uddannelsen til filmklipper beskæftiger du dig mest med fiktionsfilm og mindre med dokumentarfilm og flerkamera-produktion. Undervisningen består primært af film- og manuskriptanalyse samt klippe- og lydøvelser.
Du bliver undervist i de grundlæggende filmiske begreber og virkemidler, der anvendes i klippeprocessen, og du bliver introduceret til de arbejdsmetoder og apparaturer, der anvendes ved optagelse og efterarbejde. Du kommer til at arbejde med professionelt redigeringsudstyr.
Det er filmklipperen der tilrettelægger og bearbejder et givent fiktions- eller dokumentarisk råmateriale til en færdig film.
Faglige kernepunkter i uddannelsen er:
- Dramaturgi
- Arbejdsmetodik og teknologi
- Samarbejde
- Klippeøvelser
Filmproduktionsforløbene varierer fra få dage til flere måneder. Du skal både arbejde som klipper på dine egne produktioner og som hjælper på dine kollegers produktioner. I produktionsperioderne er der omfattende ekstraarbejde om aftenen og i weekender, helligdage og ferier.
Undervisningen består af forelæsninger og klasseundervisning, øvelser i filmproduktion og eventuelt praktik.
Der er ikke en egentlig eksamen, men din studieindsats bliver løbende vurderet.
Uddannelsen foregår på Den Danske Filmskole i København
Adgangskrav: Der kræves personlig modenhed og en bred viden og erfaring, erhvervet gennem arbejde og studier. Desuden god viden om og praktisk erfaring med filmklipning og/eller andet billedskabende arbejde. Du skal også have kendskab til filmiske begreber og virkemidler og de forskellige filmgenrer.
Der kræves også evne til at fungere som arbejdsleder. Du skal gennemgå en synsprøve med tilfredsstillende resultat, og du skal beherske de skandinaviske sprog samt engelsk.
Optagelse: Der er optagelse hvert andet år. Optagelse næste gang er i efteråret 2014. Du kan kun ansøge online. Hold øje med skolens hjemmeside.
Der skal betales et ansøgningsgebyr. Optagelsesproceduren er forskellig på hver faglinje, men består typisk af 3-5 trin med samtaler, interviews og faglige prøver af forskellig praktisk karakter. Forløbet varer ca. 3 måneder.
Der optages typisk seks ansøgere. Se mere om den særlige ansøgningsprocedure på Filmskolens hjemmeside .
Ulemper: Afgangskravene kan jeg ikke opfylde.
kræver medfødte talenter, jeg ikke tror jeg ejer. Konkurrencen er stor, og det nok næsten umuligt at få et job. Der er meget abejde foran en computer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar